Jul, hvad er det? En lektion i traditioner af Nikolaj Stigø

Jul, hvad er det? Julen består af traditioner, og som vi ved er traditioner leveregler, der forandres år for år under den hvide løgn om at alting er som det altid har været og at det stensikkert var hvid jul sidste år - eller var det året før? Dette er den næsten sandfærdige fortælling om julen og dens tilblivelse.

Nikolajs julekrybbespil Et næsten kronologisk overblik over hvad jul er - opført som krybbespil i 12 korte akter. Hvad er jul ?: Akt 1 - En appelsinplantage i Spanien Akt 2 - En pløjemark i Danmark år 1528 f.Kr. Akt 3 - En lade et sted i Betlehem Akt 4 - Badeferie i Myra Akt 5 - Et ædegilde i Valhalla år 853 Akt 6 - Et helvedes postyr Akt 7 - Hos en hampegrossist i Amsterdam Akt 8 - En stadsestue i rent hjem i Tyrol Akt 9 - Nød i Julebo Præstegaard ? Akt 10 - De fremmede banker på Akt 11 - Et reklamebureau i New York 1931 Akt 12 - Et moderne dansk hjem år 2014
De medvirkende er bl.a.: 1 spædbarn født udenfor ægteskab, 2 hollandske skarnsknægte, 3 astrologer, asa-guderne, en tyvagtig tyrkisk biskop, lidt engle af det forkerte køn, 7 dværge klædt ud som blå nisser, 1 sortsværtet kvinde der hedder Piet, en flok giftelystne svenske skolepiger, samt fanden og hans pumpestok.	Rekvisitter: en kasse spanske appelsiner, et vognhjul, en Coca-Cola flaske, solvognen, 3 kameler, 8 rensdyr, et grantræ, en spand glögg Sørensen, samt rigeligt med mad.
Underlægningsmusik: I baggrunden høres den skrattende lyd fra en lakplade der spinder rundt med 78rpm på en gammeldags rejsegrammofon. Melodien er "Sikke voldsom trængsel og alarm", men under hele forestillingen hænger nålen fast i: "... rør blot ikke ved min gamle jul", "... rør blot ikke ved min gamle jul", "... rør blot ikke ved min gamle jul", "... rør blot ikke ved min gamle jul",

Akt 1: En appelsinplantage i Spanien I forgrunden ses to hollandske knægte i vild diskussion. Den ene holder en cola-flaske i hånden og den anden truer med en model af solvognen. Diskussionen går på hvad der er årsagen til at de begge er endt med at fejre jul 7. januar og ikke 6. december ... og som slaver i appelsinplantagerne i Spanien. "Det er astrologernes skyld" skriger den ene, og vifter med cola-flasken. "Nej, det er Jesus skyld" råber den anden, og ryster solvognen i ansigtet på den første knægt. "Det hele er Thors og fandens skyld" råber de i kor. De to drenges skæbne skyldes i virkeligheden den geografiske placering af Julemandens tænder, fanden og den julianske kalender. SLUT PÅ FØRSTE AKT Forvirret? Når du har set denne lille forestilling vil du finde det helt naturligt, at de 2 skarnsknægte holder jul den 7. januar som slaver i Spanien.

Akt 2: En pløjemark i Danmark år 1528 f.Kr. En lille gruppe mennesker ses trække en gudefigur hen over scenen. Figuren er prydet med et stort solhjul, og har hjul i form af en cirkel med et kors. Man fejrer "hjul". Hjulet var netop opfundet og havde medført opfindelsen af veje og infrastruktur. Hjulet gav mulighed for handel over land og ansås for lige så helligt som solens runde hjul. Det er ikke den skindende gulbelagte figur bag på solvogning, men selve hjulene der er det vigtige. Scenen skifter brat til ørken, og cirka år -7. (Sørensen, for helvede, fjern det bøgetræ, vi må ha' palmer på scenen). Når ellers Sørensen er færdig, ser vi 3 vise astrologer komme ridende. De har forudsagt, at ved udgangen af vædderens astrologiske tidsalder og indgangen til fiskens, vil en guddommelig person blive født. Ikke en konge, men en gud over en ny tidsalder, ligesom astrologerne havde forudsagt det om kong Atlas ved indgangen til tyrens tidsalder og den første jødiske faraons komme ved indgangen til vædderens tidsalder. Astrologerne kender tidspunktet for fødslen, og er smarte nok til at udnytte den tids CPR-register. De begiver sig til Betlehem, hvor der alligevel er folketælling. Kamelerne gumler, astrologerne mumler og alle forsvinder ud i kulissen mod venstre. Tæppefald.

Akt 3: En lade et sted i Betlehem Det er sen aften den 16. juni år -6. Maria tuder og Josef skælder ud. "Det er ikke mit barn" siger han vredt og peger på deres nyfødte søn. "Jeg ved det godt" klynker Maria, men jeg blev jo bortforført, misforbrugt og voldsomtaget sidste år af en far, hans søn og en hjælpende hånd - også selvom jeg næsten ikke kunne lide det". De 3 vise mænd fra sidste akt ankommer til en nærliggende kro, og da de skal opstalde deres kameler opdager de noget. Et nyfødt barn. De finder barnet lagt i en krybbe som foder til dyrene. Hans fødsel stemmer med forudsigelsen. De giver ham derfor fiskens astrologiske tegn, selvom han kommer til at representere en helt anden tro end astrologiens. Hans mor takker mange gange. Hans stedfar siger intet. Han går ude bag ved i skuret og tømrer og hamrer og saver, også selvom saven slet ikke var opfundet endnu. Astologerne overdænger moderen med guld, myrrah og ædelstene for at hun skal holde barnet i live, men hun formøbler straks hele formuen på spillemaskinerne i Sodom og Gomorrah, så barnet må ernære sig som tømrer, ligesom sin stedfader. Der går 20 år og scenen skifter til dag og fyldes med mennesker på en markedsplads. Den fremhærskende religion er en super ultra ortodoks jødedom, og hundreder af smågrupper forsøger at overleve i skyggen af præsternes tyrani. Alle forsøger at omtolke religionen, så den ikke ekskluderer, men inkluderer det enkelte menneske. Den unge mand, der er blevet velsignet af astrologerne, opfinder to elementer, der ender med at revolutionere verden, nemlig barmhjertighed og tilgivelse. Slut på akt 3, samt slut på astrologiens påvirkning af kristendommen.

Akt 4: Badeferie i Myra Det er 6. december år 330 og scenen er den luksuriøs badeby Myra i det bysantinske Anatolien - i nærheden af Alanya i Tyrkiet. Stemningen er tung. Et ligtog slæber sig over scenen og en flok kvinder hyler og græder som om de var betalt for det, og det er de også. Nikolaj, byens tyvagtige biskop, er død. Som en anden Robin Hood havde han stjålet af kirkebøssen for at hjælpe de fattige. En fattig borger stod overfor at måtte sælge sine 3 døtre til bordellerne i Sodoma eller Gomorra. Biskoppen stjal 3 poser penge og smed dem over muren til den fattige mands gård. Så langt så godt, men så ikke ret meget mere. Det kunne være slutningen på Skt. Nikolaj. Der går så over 700 over år uden noget særligt sker. Det er blevet år 1087. Pludselig kommer en flok fulde italieneske turister væltende ind over scenen fra venstre. De er på sjov og graver Nikolaj op og stjæler ham med hjem til Bari i Italien, hvor han stadig ligger - bortset fra en enkelt finger, der er i Frankrig og et par løse tænder der er i Spanien. Reaktionen var enorm. Publikum jublede og alle blev enige om at Nikolaj skulle være berømt og beskytter for julen, søfolk og dem der er udsat for justitsmord. HURRA. Så biskoppen dør i år 330 og opstår som sankt Nikolaj omtrent på samme tid som Gorm den Gamle. Han bliver helgen for slaget ved Hastings og de første korstog. Officiel julemand bliver han først omkring år 1550, altså 1220 år efter han døde. En ret sen start på en ellers lovende og gloværdig karriere.

Akt 5: Et ædegilde i Valhalla år 853 Der fejres Blot. Tre dage efter årets korteste dag kalder Frej til fest. Det er fredag, og Frej er som sædvanlig klædt ud i dametøj, og med stiverten strittende ud af kjolen, ligesom Priapus 1000 år før ham. Han er allerede fuld, og byder til bords. Forud har først Tir, så Odin og så Thor godkendt at solen nu er vendt, det skete tirsdag, onsdag og torsdag. Udenfor høres rumlen af Tors rullen hen over himlen, og børne skriger op: "Hvad var det?", og Frej (eller er det Loke?) svarer. "Årh, det var bare en fuld mand i en rensdyrforspundet kane, der forsøger at lande på taget". Det er Odin og Thor, der vender hjem fra Odins årlige gaveuddeling. I Finland må Odin kravle ned gennem røghullet i taget, og derfra stammer myten om rensdyr og skorstene. En fuld, fed og nøgen kristen munk vælter pludseligt sidelæns ind i selskabet og ævler om betydningen af Jesus fødsel. De giver ham vikingernes hverdagsdragt på, og som munke stadig bærer den dag i dag. Da han ikke kan svare på hvornår Jesus blev født råber Frej: "Lad os også gøre denne fest til Jesus fest, ligesom det er Peters, Oles og alle jer andres" og så blev datoen fastsat til den 25. december. Jublen, flæsket og brændevinen vil ingen ende tage indtil døren pludseligt går op og fanden, satan og djævelen, i en og samme person, træder ind midt i julestuen. Lyset går ud og det bliver middelalder. Tæppefald. "Det er lyv" lyder det nede fra salen. Det er en ortodoks katolsk præst. "Alle ortodokse katolske kristne fra Portugal til Sibirien ved jo, at det først er jul på Helligtrekonger den 7. januar. Det er bare alle dem der tilkender sig den gregorianske kalender og ikke Julius Cæsars fejlbehæftede julianske kalender der er gået forkert!" En af de hollandske skarnskængte fra 1. akt dukker op i kulissen i højre side. Han råber: "ØV-BØV og NEJ, julen falder den 6. december".

Akt 6: Et helvedes postyr Scenen er mørkelagt - det er middelalder. I tusmørket ved scenens bagkant skimtes en gruppe forældre, der forgæves forsøger at få deres uartige unger til at opføre sig stille og artigt. For at dæmpe børnene pædagogisk skriger forældrene: "HVIS DU IKKE OPFØRER DIG ORDENTLIGT FÅR DU INGEN GAVER NÅR JULEMANDEN KOMMER", men forældrene gør regning uden vært. Julemanden er god og sød og kan ikke bare revse børnene. Så opfinder man Père Fouettard i Frankrig, Swarte Piet i Holland, Schmutzli i Schweiz, julebukken i Sverige og Krampus i Østrig. Krampus er Julemandens sorte skygge. Julemandens sure, truende, satanistiske, voldelige og endda liderlige alter-ego. Og på den opskrift tæsker man sig så gennem børn, jul og middelalder på den mørkelagte scene indtil lysmanden (det er Sørensen) finder kontakten og afslutter middelalderen ved at tænde lyset. Tæppefald.

Père Fouettard

Akt 7: Hos en hampegrossist i Amsterdam Scenen er oversvømmet og skuespillerne står i ankeldybt havvand, men bemærker ellers intet. Det er sådan cirka år 1568 til 1648. Holland er besat af Spanien og befolkningen lider slemt af hungersnød på grund af tvangsexport - tilgængæld lever adelen i overflod, symboliseret ved at de klæder sig i orange, kalder sig 'van Oranje', har et orange flag og spiser importerede spanske orange appelsiner. I hjørnet længst væk fra primusovnen sidder en moder med 2 drenge. Hun læser højt af Den Store Bastian. Drengene er meget urolige - det er den 6. december og de forventer at få en (1) gave; efter den hollandske traditionelle julemiddag bestående af tørkogte og pulveriserede kartofler lækkert anrettet med en (1) kålpølse og med postevand til. "Hvordan ser Sint ud?" spørger børnene. "Lige som ham" svarer moderen og peger på Den Store Bastian i bogen, og derfra fik julemanden sin rolle som opdrager og revser. I Holland er det kun jul i Amsterdam, så det gælder om at være dér når Sint Klaas (skt. Nikolaj) ankommer fra Spanien. Født i Myra. Begavet i Bari, og nu bosat som appelsinplantageejer i Spanien. Han tager en endags tur til Amsterdan den 6. december hvert år for at besøge kirken Ons' Lieve Heer Op Solder' (Vores Elskede Herre På Loftet) og for at samle slaver til årets høst. Sint Klaas ankommer sammen med Swarte Piet, der er en kvinde klædt ud som en farlig niggermand - der maltrakterer og bortfører børn - og koger resten til sæbe - næsten helt uden racistiske undertoner. Kvinder i herretøj skræmmer ingen børn i Amsterdam, men mennesker af anden hudfarve kan få enhver hollænder til at hoppe i kanalerne, så truslen tages meget alvorligt. Det er kun stille børn, der får gave af Sint, de andre bliver fanget af Piet. "Hvis I ikke er ordentlige, bliver I sendt på slavearbejde i de spanske appelsinplantager - eller kogt til sæbe" råber faderen. "Jeg melder jer til Sint Klaas, så I ingen gave får." Og det gør han så - og derfor ender de 2 skransknægte fra 1. akt med at fejre jul 7. januar, som slaver i en ortodoks katolsk enklave i Spanien. Scenen slutter med at resten af familien udvandrer til Ny Amsterdam (New Nork), hvor de starter et reklamebureau.

Akt 8: En stadsestue i rent hjem i Tyrol Man forbereder julen. Fader jodler Motzart og moder leder febrilsk efter noget til at pynte op med. "Hvad skal vi gøre fader?" spørger hun. "Gæsterne komme om få timer, og stuen virker så tom, og her er så farveløst og tomt ... og gør nu noget", og dermed blev juletræet båret ind. Ingen opdager at der under træet gemmer der sig en gruppe koboltblå dværge. Det er nisserne, der flytter med. "Ih, hvor er det romatisk" siger moder, "men der mangler ligesom noget". Hun klipper en engel ud af Illustriertes Familien Zeitung og sætter den i toppen af træet. Resten dekorerer hun med papirguirlander, basunengle og blanke glaskugler, samt så mange stearinlys ... at Sørensen står klar i kulissen med både brandspand og svaber. Pludselig springer et vindue op, og en forfader til Conchita Wurst svæver ind iført vinger. Han er en engel fra Englenes Befrielsesfront, og han protesterer over at det pludseligt drysser ud a alle 7 himle med religionsstridige bevingede kvinder og børn, der klæber sig fast til især juletræer. Før julen blev romatisk var alle engle af hankøn! "CHANCEMANT Åh Sørensen, aktet er forbi. Kan nisserne ikke skifte til rødt og hjælpe med sufitterne til næste akt".

Akt 9: Nød i Julebo Præstegaard ? Det er den 13. december. Der lugter brunt og brændt i den gamle præstegård. Juletræet er ikke bare behængt - det er befængt med fehår, flettede julehjerter, guirlander og nips, og stråler med sin glans. Moder læser højt fra Peters Jul - og fader tager pipen frem. Kokkeenepigen er i køkkenet og laver farsretter og leverpostej med det sidste nye skrig i køkkenmaskiner, kødhakkeren, og hun har endda fået leveret ekstra krystal-is fra det lokale andelsmejeri. Hun knuser isen og blander den med salpeter så hun kan fryse flødeis til børnene. Ris, sukker, vanilie, kanel, mandariner, figner, dadler og meget andet er blevet tilgængelige for almindelige folk. På selve juleaften er fortidens vadmelsgrød og kogt flæsk skiftet ud med risengrød, gås og flæskesteg med rødkål. Efter middagen får man brune kager, en cigar og kaffe. Julemanden kommer sent juleaftenen, med et stearinlys i hatten, og har gaver med til børnene. Sine får sin gave. Peter får en tromme. Anna får 4 alen merino. Henrik får en fane, lille William får noget guldpapir at tygge på, og Lotte og Hanne hjælper hinanden med at strikke en hue til bedstefader. Julemanden er fuld og glad og laver tryllekunster og fortæller vittigheder kun far forstår, og mor siger "De er vist en værre én" og bagefter får julemanden alle resterne fra julemiddagen med hjem. Der er ingen nød i Julebo Præstegaard !

Akt 10: De fremmede banker på Vi er nu nået frem til 1927 og det banker på døren. Det er stadigvæk 13. december, og udenfor står en flok unge piger i en lang kø, klædt ud som hvide brude. De har adventskranse med tændte stearinlys på hovedet. De holder holder også stearinlys i de foldede hænder og vil alle giftes med en blind kvinde, der hedder Lucia. De taler svensk og har spandevis af glögg, julebukke og dalarheste med, og de synger en sang det ikke handler om Sankta Lucia, men om en by der hedder Sankta Lucia. En katolsk helgen der kun kendes i Göteborg-området trækkes pludseligt gennem julestuen. Det hele er opfundet fordi Stockholms Dagblad manglede en forside den 13. december 1927, og dermed er forvirringen total. Tæppe.

Akt 11: Et reklamebureau i New York 1931 Alle artdirectorene sveder. Opgaven lyder på at folkeliggøre en vidundereleksir, bestående af kolanødder, phosphorsyre, svovlsyrebehandlet sukker, koffein samt kokain. Eleksiren hedder Coca-Cola, og sælges stadig, dog har man af sundhedsmæssige årsager erstattet kokain, koffein og colanødder med appelsinsmag tilsat ekstrakt af lavendel og timian. Det er op til jul, og man forbereder et salgsfremstød. En artdirector af hollandsk herkomst foreslår at man lader Sint Klaas overbringe budskabet om den nye eleksir, og man beslutter at give ham firmaets farver, nemlig hvid og rød. På plakaten balancere man de røde og hvide farver med lidt grønne tyske juletræer, en hedensk traditon omkring kysseri under mistelten, samt lidt kristtjørn; og billedet af den moderne jul er skabt. Slut på akt 10.

.

Akt 12: Et moderne dansk hjem år 2014 Det er juleaften og den eneste juledekoration der ses, er det kalenderlys, som mormor kom med. Selvom det er den 24. er lyset kun brændt ned til den 11. Det moderne menneske har frigjort sig fra traditionernes bånd. Julen fejres med Coca-Cola, en flæskestegssandwich fra den lokale pakistanskejede italienske pizzabar og fabriksfremstillet risalamande. Familien sidder ved sofabordet; foran smart-TV'et og omgivet af sorround. Den eneste kontakt til julen er i farver på fladskærmen, i reklamen på pizzaæsken og i sukkersød stereo over højtalerne. Julestemningen er lige så ægte som risalamanden er fransk. Julehilsnerne SMS'es - der er ikke råd til andet. Gavepresset kan kun lige klares i en dansk familie, hvis man holder tanter, onkler, fætre og kusiner væk i julen. Tæppefald og applaus - det er atter jul på den gamledaws facon.

Efterskrift Så svaret på hvorfor de to knægte i første akt endte på slavearbejde i Spanien er, at de var uartige. Når vi taler om julen, taler vi om traditioner, som vi fastholder aldrig forandres. Vi siger at vi ved hvorfor vi fejrer jul, og at julen er uforanderlig. Traditioner er regler der brydes ved brug. Denne side opdateres næsten hvert år. Hvis jeg har glemt noget eller du mener at jeg tager fejl i et eller andet er du velkommen til at kontakte mig. Nikolaj Stigø Ha' nu en rigtig god traditionel jul